MADSPILD.DK    STOPMADSPILD.DK    STOPAFFALD.DK    SAMMENMODMASPILD.DK   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål og svar

 

 

 

Hvad er Stop Spild Af Mad's formål?

Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad har som mission -
gennem kampagner, presseomtale, debat, events og anden opinionsdannelse - at informere om og bekæmpe madspild samt at udstyre danskerne med konkrete værktøjer til bedre udnyttelse af fødevarer.

 

 

Hvad er op Spild Af Mad's politik?

Stop Spild Af Mad ønsker hverken at pege fingre af nogen, kaste billeder af sultne børn i hovedet på danskerne eller fordømme folks indkøbsvaner. Vi har en konstruktiv tilgang til problemet og anviser løsninger i stedet for at skælde ud. Vi agter at se fremad i stedet for at kritisere fortidens synder. Alle er velkomne til at være med - eneste krav for deltagelse er, at man skal ønske at bidrage til en aktiv indsats mod madspild.


 

Hvem er Stop Spild Af Mad's målgruppe?

Vores primære målgruppe er familien Danmark – altså forbrugere. Stop Spild Af Mad har også fokus på hele fødevarernes værdikæde fra jord til bord.

 

 

Hvornår er Stop Spild Af Mad startet?

Ideen til Stop Spild Af Mad blev født af Selina Juul i sommeren 2008, og forbrugerbevægelsen blev etableret i august 2008 som et frivilligt og selvstændigt non-profit, privat initiativ. Allerede to uger efter etableringen var Stop Spild Af Mad i landsdækkende medier.

 

 

Hvad er Stop Spild Af Mad for en størrelse og hvordan er Stop Spild Af Mad finansieret?

Foreningen Stop Spild Af Mad er efter sit formål en socialøkonomisk forening, der uegennyttigt arbejder nationalt og internationalt med forebyggelse af madspild og minimering af madspild i hele værdikæden fra jord til bord - gennem fx. oplysning, formidling, public affairs, nationale og internationale partnerskaber, en tænketank, kampagner og lignende aktiviteter. Foreningen Stop Spild Af Mad har tillige til formål at arbejde nationalt og internationalt for at frembringe, finde og udbrede konkrete løsninger, som kan forebygge og minimere madspild. Foreningen har et landsdækkende sigte og er almennyttig og uafhængig af politiske, religiøse og kommercielle interesser.

 

Udgifterne til at drive Stop Spild Af Mad's aktiviteter finansieres gennem legater, fonde, sponsorater, donationer, andel af overskud fra salget af "Stop spild af mad - en kogebog med mere", 10% af overskuddet fra Selina Juuls personlige foredrag samt frivilligt arbejde. Endvidere er del af Stop Spild Af Mad's udgifter gennem tiden blevet finansieret af Selina Juuls private midler.

 

 

Hvor stor er Stop Spild Af Mad?

Stop Spild Af Mad er Danmarks største bevægelse mod madspild målt på antal af støtter og genereret medieomtale - og vi bakkes op af flere tusinde forbrugere samt en række store toppolitikere og kendte madfolk.

 

 

Hvorfor har I taget initiativ til at starte Stop Spild Af Mad?

Ideen til Stop Spild Af Mad har været mange år undervejs - inspireret af det enorme madspild, der foregår i Danmark. Etableringen af Stop Spild Af Mad var kulminationen på, at stadig flere medier skrev om det enorme madspild i Danmark, uden at nogen gjorde noget ved det. Stop Spild Af Mad har til formål at aktivt bekæmpe madspild.

 

_____________________________

 

 

Smider Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, selv mad ud?
»Jeg er ikke hellig. Nogle gange ryger der desværre et salatblad ud, men jeg prøver at blive bedre hver dag. Man snyder kun sin egen pengepung, når man må kassere mad, fordi man har købt for meget og ikke når at spise det, inden det er blevet fordærvet.« - citat fra Selina Juul i artiklen "Frontkæmper mod madspild" i Jyllands-Posten.

 

_____________________________

 

 

Hvad tænker I om de danske priser på fødevarer?

Som sådan sigter vores initiativ hverken mod prisen, typen eller kvaliteten. Folk må sådan set selv om, hvorvidt de køber dyr eller billig mad, ringe eller god kvalitet og sund eller usund mad. Det skal Stop Spild Af Mad ikke blande sig i. For egen regning har vi selvsagt holdninger til den slags, men ønsker ikke at missionere for en specifik fødevare-retning. Hvad vi derimod arbejder for er, at danskerne – hvad enten det er dyr, billig, sund eller usund mad, de indkøber og laver mad af – kun køber og kun tilbereder den mad, de kan nå at forbruge. Vi vil spild af ressourcer til livs – ikke ændre folks smagsløg.

 

 

Hvad tænker I om de økologiske fødevarer?

Stop Spild Af Mad har fokus på al mad - økologisk, såvel som ikke økologisk.

 

 

Kan I fortælle lidt om jeres løsning ifh. fødevareforpakninger?

Stop Spild Af Mad har planer om at påvirke danske dagligvarebutikker

til at fokusere på fødevare forpakninger med mindre indhold pr. pakke, eftersom dette i vores single-kultur bør medføre mindre madspild i den daglige husholdning. Tilsvarende bør dagligvarehandlen introducere styk-rabatter i stedet for mængderabatter. Det gælder alle typer mad, hvad enten det er ferskvarer, frostvarer eller også frugt og grønt.

 

 

Er det Stop Spild Af Mad's formål at komme mændgerabatter helt til livs? Hvad med storfamilier?

Stop Spild Af Mad vil ikke afskaffe mængderabatter - vi vil arbejde på at introducere styk-rabatter ved siden af mængderabatter. Den ideelle løsning er at der skal være en mulighed for både styk-rabatter og mængderabatter i butikkerne. Men inden Stop Spild Af Mad når så langt, skal vi havde færdiggjort den grundige research, vi er midt i, tale med flere eksperter og opveje de positive og de negative aspekter. Vi er for øjeblikket i dialog med flere eksperter indenfor området for at kunne tilegne os mere viden om hele problematikken.

 

 

Og hvorfor skal vi have stykpriser (konsekvenser ved ikke at have det)?

Konsekvensen af ikke at have styk-rabatter men typisk kun rabatter på

storkøbs-forpakninger er madspild. Det går især hårdt ud over singler. I dag er der omkring 1,5 million singler i Danmark. En familie på fire mennesker har lettere ved at være præcise i deres indkøb i forhold til deres forbrug. Men fordi pakkerne i supermarkederne er for store, og maden når at bliver dårlig, forgår der væsentlig mere madspild hos singler – uden at de af den grund er mindre ansvarsbevidste end familierne. De kan bare ikke nå at få maden spist. En masse god mad, som bliver kasseret hvert år kunne faktisk anvendes.

 

Det kræver at danskerne bliver bedre til at gemme og genbruge maden - men det kræver også, at pakkerne i supermarkeder bliver mindre. Hvis forbrugerne lettere kunne vælge den passende mængde af fødevarer, når de købte ind, ville man kunne undgå en betydelig del af madspild. Flere fødevarer skræddersyet til singler var en god ide.

 

 

Tror I løsningen kan lade sige gøre?

Vi tror, det er muligt introducere styk-rabatter i stedet for mængderabatter på en del varer i alle supermarkeder i dagligvarehandlen. I Holland er der flere eksempler på butikker med mere "singlevenligt" mad, hvor de har styk-rabatter på en række varer. Og i England findes der et andet alternativt - en supermarkeds kæde, hvor man betaler for vægten af sin mad.

 

Herhjemme er bl.a. Irma og Fakta på forkant, hvad angår styk-rabatter på en række af deres varer. Rema 1000 har siden 2008 afskaffet mængderabatter i alle danske Rema 1000 butikker med inspiration fra forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.

 

 

Men styk-rabatter kræver meget mere emballage, og bliver derfor de store CO2-udslip syndere. Hvad har Stop Spild Af Mad tænkt sig at gøre ved det?

Man skal også tage stilling til emballage-problematikken. For styk-rabatter kan betyde en del mere emballage, og dette kan være skadeligt for miljøet. Derfor skal dagligvarehandlen anvende miljøvenligt emballage/indpakning og evt. lade de dygtige emballagedesignere give bud på de mest miljøvenlige og økonomiske emballager til varer på styk-rabatter. Stop Spild Af Mad er en forbrugerbevægelse, der er skabt for at inspirere det danske befolkning til at komme madspild til livs. Vi kan derfor p.t. ikke tage os af

problematikken vedr. emballagen, fødevarepriserne, økologi, mm.

Producenterne må komme med en løsning på emballage-problematikken, mens vi kommer med en løsning på madspilds-problematikken.

 

_____________________________

 

 

En række medier har kastet kritisk lys over udvalgte fødevareemballager og har påvist en sammenhæng mellem madspild og uhensigtsmæssige forpakninger af mad. Hvad er jeres holdning til det?

Generelt kan man sige, at det naturligvis er noget skidt, hvis vi som forbrugere uden at ville det, smider friske, spiselige fødevarer ud, blot forbi emballagen er strikket sådan sammen, at vi ikke kan få det hele ud. Vi må opfordre fødevareproducenterne til at omgås maden med større respekt. Skudt fra hoften må det handle om at anvende så fleksible materialer til forpakningerne, at fødevarerne ikke ”gemmer” sig i alle mulige kroge og kanter. Eller om at anvende gennemsigtig emballage, så vi i det mindste kan se, om der fortsat er fødevarer i pakken, inden vi smider den ud.

 

I Stop Spild Af Mad arbejder vi for at komme madspild til livs – altså primært den madspild, der opstår som følge af, at vi køber for meget ind eller tilbereder for megen mad. Noget kunne dog tyde på, at der også eksisterer en opgave i at opdrage på fødevareproducenterne og den måde hvorpå de omgås klodens knappe ressourcer.

 

_____________________________

 

 

Stop Spild Af Mad opfordrer til at donere overskudsmad til hjemløse. Hvad nu hvis maden er dårlig og de hjemløse bliver syge? Er det så Stop Spild Af Mad's ansvar?

Stop Spild Af Mad kan ikke tage ansvar for den mad, som en virksomhed donerer til socialt udsatte. Vi vil gerne inspirere til at donere overskudsmad til folk, som har underskud. Det er ikke pinligt at forære god og frisk mad, man har i overskud, til de hjemløse og de socialt udsatte - det er en god gerning.

 

Dog lægger vi stor vægt på at fortælle på vores hjemmeside at det er et absolut must, at maden skal være god og frisk - og ikke for gammel. Bl.a. henviser vi på vores hjemmeside til Fødevarestyrelsens regler om fødevarehygiejne i vores Fødevaresikkerhed sektionen. Men Stop Spild Af Mad påtager ikke ansvar for den mad, der af andre bliver givet videre til de hjemløse og socialt udsatte.

 

_____________________________

 

 

Hvad håber I at opnå med Stop Spild Af Mad?

Stop Spild Af Mad's formål er at inspirere den danske befolkning til at komme madspild livs. Vi lover ikke mirakler eller revolutioner - det kan meget vel være at kun en lille del af vores ideer vokser sig stærke. Men vi lover at vi vil gøre alt hvad der står i vores magt til at madspild i Danmark bliver betragteligt reduceret. Og hvem ved – måske vi har held til at påvirke hele den vestlige verdens køkkener en dag.

 

 

info@stopspildafmad.dk